USA's ambassadør besøgte KPR
Skip to main content

Maternelleklasser

Maternelleklasser

Med inspiration fra Frankrig har vi som den eneste skole i Danmark et unikt tilbud om skolegang for børnehavebørn i alderen 4-5 år en gang ugentligt. Børnehavebørnene kommer i såkaldte “Maternelleklasser”, der har til formål at introducere skolegang for børnene på en inspirerende måde. Det skal bygge bro og sikre en glidende og tryg overgang fra børnehave til skolegang. Vores erfaring er, at det giver eleverne en blid og tryg skolestart samt har en positiv effekt på deres indlæringsmønster.

I vores Maternelleklasser bliver børnehavebørnene undervist i traditionelle fag som dansk og matematik, men med et stort fokus på læring gennem leg. I undervisningen indgår bl.a. musik, sang og bevægelse. Varigheden af timerne er mellem 30 og 45 minutter, og i pauserne er der mulighed for fri leg under opsyn af læreren.

Fra gang til gang kan eleverne godt få lektier for af mindre karakter. Det vil være små opgaver af max. 15 minutters varighed. Tanken er, at forældre og barn sammen får etableret en rutine omkring lektier, så det ikke er fremmed ved skolestart.

Vi oplever stor efterspørgsel på vores Maternelleklasser, fordi tilbuddet giver en række muligheder og fordele. Foruden at sikre en glidende overgang mellem børnehave og skolegang, så er det også en mulighed for at vurdere, om barnet/jeres barn er klar til at gå i skole, og hvorvidt vores skole er det rette sted for jer.

Seks målsætninger for Maternelle

1. Styrke den sociale intelligens

Børnene skal lære, hvordan man interagerer og er sammen med andre mennesker – både børn og voksne. De skal lære at kommunikere, tage hensyn, opføre sig ordentligt og være gode ved andre.

2. Styrke selvforståelsen

Børnene skal få en større forståelse for, hvem de er. De skal udvikle deres personlige kompetencer.

3. Styrke kreativiteten og forestillingsevnen

Vi vil gerne bidrage til at styrke børnenes kreativitet og forestillingsevne. De får lov at udfolde sig, og derfor indgår der også alternative læringsformer i disse klasser.

4. Styrke selvbevidstheden

Vi arbejder med at lære børnene at sætte ord på deres oplevelser. De skal i højere grad blive i stand til at formulere deres oplevelser i ord.

5. Oplevelser

Børnene skal opleve verden omkring dem. De skal opleve, mærke og føle. Det kan fx være at mærke sne, bemærke træernes blade skifte farve mv.

6. Styrke indlæringsevne

Vi ønsker, at børnene bliver i stand til at kunne bruge et stykke papir, en bog, farveblyanter mv. Alt sammen med øje for at give dem et forspring en grundforståelse af det at gå i skole, inden den officielle skolestart året efter.

Praktisk information om maternelleklasser

  • Tilbuddet om Maternelleklasser er ikke et offentligt tilbud, da den danske stat ikke giver tilskud til skolegang for børn under 5 år. Tilbuddet er derfor med egenbetaling.
  • Maternelle inkl. SFO koster kr. 725 pr. måned.
  • En plads i en Maternelleklasse giver automatisk en plads til grundskolen året efter.
  • Det er ikke muligt at få søskenderabat for børn i Maternelleklasser.

Se mere under Priser og Vilkår